image

Forebygge eller minimere nerveskader efter kemobehandling for brystkræft

Stadig flere overlever kræft takket være nye og mere effektive behandlinger med kemoterapi. Desværre har kemoterapi mange bivirkninger. Nerveskader er en udbredt bivirkning, som forringer patienternes livskvalitet og forringer behandlingen, fordi man kan være nødt til at nedsætte dosis.

 

Der findes ikke nogen effektiv behandling, når nerveskaderne først er opstået. Tidligere studier har vist, at lokal kuldebehandling kan mindske kemoterapiudløste bivirkninger såsom negleskader og hudproblemer i hænder og fødder. Patienterne får isolerende ”kølesokker” og ”kølehandsker” på under behandlingen med kemoterapi. Teorien er, at kulde nedsætter blodomløbet i hænder og fødder og dermed beskytter vævet mod kemoterapien.

 

”Støtten fra Vissing Fonden går til at gennemføre et projekt, hvor vi undersøger, om nerveskader udløst af kemobehandling kan mindskes eller undgås ved hjælp af nedkøling med 'kølesokker'/'kølehandsker'.

Med projektet håber vi at vise, at lokal kuldebehandling kan understøtte et optimalt kemoterapi-forløb, så man kan udgå at sætte dosis ned eller være nødt til at udskyde behandling. Vores mål er at forbedre behandlingseffekten, overlevelsen og livskvaliteten hos brystkræftpatienter. Undersøgelsen kan føre til, at lokal kuldebehandling bliver en standardbehandling, når patienter får kemoterapi for at undgå bivirkninger i form af nerveskader,” fortæller Maria Lendorf, 1. reservelæge og ph.d.