BØRN OG UNGE MED VANSKELIGE VILKÅR

Trylleworkshops for børn

Foreningen Magiske Øjeblikke, med ’Frøken Tryllestøv’, vil afholde en række nyudviklede tre-dages trylleworkshops for børn og unge med udviklingshandicaps. Målet er at skabe livsglæde, fællesskab og styrket selvværd.

Gennem projektet lærer deltagerne – udover at trylle – at tale i mikrofon, at tale til et publikum og derudover at opnå tryghed ved dyr som ørkenrotter, slanger og kaniner, der er med ved første del af workshoppen. Efter hvert forløb uddeles diplomer, og de får lov at beholde trylletøj og rekvisitter.

Projektet afsluttes med et stort trylleshow for kammerater, familie og naboer.

Helle Lyngholm, der er ’Frøken Tryllestøv’, har mange års erfaring som tryllekunstner, og har for nylig modtaget Truxa’s Mindelegat for sin mangeårige indsats for at inddrage mennesker med handicaps i sine shows:

”Det er en sårbar gruppe, som ofte har oplevet mange nederlag på deres vej. De har samtidig mange udfordringer, der naturligt gør, at andre skal hjælpe, vejlede og guide dem. Med støtte fra Vissing Fonden kan vi gennemføre et workshop-projekt, hvor deltagerne får lov at komme i ’andre sko’, så de oplever at være dem, der giver til andre og at de – med det, de har lært – selv er i stand til at skabe magiske øjeblikke og smil,” siger Helle Lyngholm.