DK / EN
BROEN Horsens hjælper ca. 600 børn i 2020, så de kan dyrke sport. Her kan udsatte børn og unge få støtte til at betale kontingenter, udstyr og stævnegebyr. Målet er at få børnene ud blandt andre børn, hvor de kan være en del af et positivt fællesskab og spejle sig i voksne rollemodeller og dermed få nogle succesoplevelser og en styrket tro på sig selv.
”Alle børn har ret til en aktiv fritid, og aktive børn er glade børn. Støtten fra Vissing Fonden gør en stor forskel for os, fordi endnu flere børn og unge end normalt har brug for vores hjælp. Det skyldes bl.a. COVID-19. Vi hjælper fx børn fra familier, hvor forældrene har mistet deres arbejde,” fortæller Gitte Holgaard, formand for BROEN Horsens.
Flere af børnene, som BROEN Horsens støtter, er så dygtige til sport, at de går på en eliteskole, som er en del af Team Danmark. I donationen er der både sat penge af til deltagelse i stævner og nyt udstyr.
”Vi har børn som har vundet medaljer og pokaler til NM, EM, DM, jyske mesterskaber samt til andre former for stævner. Vi har et godt netværk og samarbejde med klubberne i vores kommune. Når de oplever, at et barn har brug for hjælp, så ringer de til os og får en snak. Så vi finder den rigtige løsning for det enkelte barn,” siger Gitte Holgaard.
Indsatsen med børnene på BROEN Horsens er båret af frivillige ildsjæle. Derfor går alle donationer til børnene.
Og indsatsen gør en forskel. Gitte Holgaard fortæller om en pige, som spillede basket i Horsens, men ikke havde råd til stævnekontingent som 17-årig. Derfor ville hun stoppe med sin sport.
”Broen Horsens gik ind og støttede hende, så hun kunne komme med til landsholdssamling i Italien. Her blev hun set af en talentspejder, og i dag spiller hun professionel basket i USA. Det er den slags eksempler, som viser, at en håndsrækning på det rigtige tidspunkt kan ændre et liv i en positive retning. Vi er her for børnene, men vi er afhængige af vigtige donationer, som vi bl.a. har fået fra Vissing Fonden,” siger Gitte Holgaard.