DK / EN

BØRN OG UNGE MED VANSKELIGE VILKÅR

Lykkeliga - undervisningsmateriale

Siden 2017 er Lykkeliga gået fra at være etableret i én klub med ca. 30 spillere til at være udbredt i 76 klubber med ca. 1200 spillere i hele rigsfællesskabet. Lykkeliga er et nationalt foreningsbaseret håndboldtiltag, som inkluderer børn og unge, i alderen 5-18 år, der er handicappede, eller på anden måde ikke passer ind i den ’traditionelle foreningsidræt’. Det er interessant fordi denne målgruppe statistisk er mindre fysisk aktive og mere overvægtige end den generelle population. Det er et problem, da fysisk inaktivitet medfører øget risiko for en lang række sygdomme.

Grundpillen i Lykkeligas arbejde er de over 400 frivillige trænere, som gør et kæmpe stykke arbejde for børn og unge med særlige behov. Et aktuelt problem, som folkene bag Lykkeliga oplever, er dog, at trænernes evner og kompetencer er meget varieret i de enkelte klubber. Det er et problem, da arbejdet med målgruppen stiller store krav til trænernes viden og erfaring.

”Vi er rigtig glade for, at Vissing Fonden har valgt at støtte projektet. Formålet er at udvikle undervisningsmateriale, som kan understøtte Lykkeliga-trænernes praksis. Det skal sikre, at de kan få de bedst mulige betingelser for at facilitere, at børn og unge med særlige behov kan opleve idrætslige og sociale succeser og tage aktiv del i foreningslivet,” siger Niels Rossing, lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitetscenter.