”Julehjælp fra Vissing Fonden rækker til gaver til 96 børn og unge fra økonomisk udsatte familier i Skive Kommune. Det gør virkelig en forskel,” siger Camilla Sevelsted fra organisationen Bizz Up i Skive.
Bizz Up samarbejder med Sundhedsplejen, Familiehuset, Ungdomsskolen Skive samt Job&Uddannelse i Skive kommune for at sikre, at gaverne havner hos de mest trængende. Målet i 2023 er gaver til 500 børn eller unge.
Camilla Sevelsted oplever, at der er rigtig mange familier, som har svært ved at få deres økonomi til at hænge sammen og derfor har brug for en håndsrækning til julegaver.
Medarbejdere fra Vikan, som er ejet af Vissing Fonden, hjælper desuden med at pakke julegaver samt køre dem ud til de børn og unge i Skive-området, som kan se frem til en ekstra julegave i år.