DK / EN
”Hos Mødrehjælpen ser vi hver dag, at udsatte og sårbare børnefamilier har behov for en ekstra håndsrækning for at kunne tage del i samfundet på lige fod med andre. Der er en stor ulighed i sundhed, muligheder og livsglæde blandt landets børn. Mange børn, der vokser op i udsatte og sårbare familier, oplever, at der ikke er ressourcer til at holde fødselsdag med vennerne,” forklarer Lone Rahn Heskjær, formand for Mødrehjælpen Skive.
Hun påpeger, at det for alle børns sociale trivsel er helt afgørende, at de føler sig som en del af et fællesskab. Et fællesskab, der rummer tillid og anerkendelse og en følelse af at høre til.
Vissing Fonden støtter en indsats i Skive med ’Den Rullende Kagemand’, som skal gøre det muligt for sårbare børn at invitere kammeraterne fra skole eller børnehave hjem til børnefødselsdag. Hjælpen består af en fødselsdagspakke med indhold til at holde en festlig børnefødselsdag samt en gave til barnet. En frivillig fra lokalforeningen i Skive sørger for, at fødselsdagshjælpen når ud til familierne.
”Vissing Fondens støtte betyder, at vi her i Skive fortsat kan give sårbare børn mulighed for at holde en hyggelig børnefødselsdag for kammeraterne, og at der er en god gave til barnet. At fejre børnefødselsdag for kammeraterne er en vigtig del af ethvert barns sociale trivsel,” siger Lone Rahn Heskjær.