DK / EN
Grand Hotel & BB – Projekt Fællesskab er en socialøkonomisk virksomhed i Tønder, der etablerer arbejdspladser for socialt sårbare mennesker med handicap. Det er mennesker, der ikke aktuelt kan være på en almindelig arbejdsplads.
På hotellet får den enkelte person mulighed for at indgå som en reel arbejdskraft på lige fod med andre, f.eks. som køkkenmedhjælper eller senere som tjenere i det omfang, de kan.
”Støtten fra Vissing Fonden er med til at sikre, at Grand Hotel & BB – Projekt Fællesskab har de nødvendige rammer for at udvikle arbejdspladser under særlige vilkår. Donationen går til at udvikle madværkstedet, som er fundamentet for vores arbejde,” fortæller Projektleder Anita Kirkegård Telling.
Forventningen er, at der ved udgangen af 2022 vil være fem personer beskæftiget i Grand Hotel & BB.
Målet på den lidt længere bane er, at omsætningen på Grand Hotel & BB skal komme fra salg af mad til lokale virksomheder og Ja-tak tilbud. Senere er der forhåbentlig basis for cafédrift og overnattende gæster.