image

Strømpåvirkning og nerveskader

Diabetes er en hyppig sygdom, som vokser i udbredelse og med store samfundsmæssige omkostninger til følge. Nerveskade ved diabetes (diabetisk neuropati) er en hyppig komplikation, som er forbundet med særligt kroniske smerter, ubehagelige føleforstyrrelser og nedsat livskvalitet hos den enkelte.

 

Nye behandlingsmetoder er nødvendige, idet der ikke findes effektiv behandling af allerede opståede nerveskader og behandlingen af disse kroniske smerter ofte er utilfredsstillende. Nyere forskning peger på, at ændringer af hjernes funktion er centrale for udviklingen af disse symptomer. Derfor er det sandsynligt, at stimulation af hjernen med eksterne elektroder og ufarlig strømstyrke (neuromodulation) kan påvirke disse hjernefunktioner og hermed mindske føleforstyrrelser og smerter - også selv om der er permanente nerveskader.  

 

”Formålet med dette studie er at undersøge effekten af hjernestimulation hos personer med diabetisk nerveskade og smerter. Der er tale om et lodtrækningsstudie, hvor deltagerne skal igennem to forskellige behandlinger bestående af en aktiv elektrisk stimulering af hjernen og en ”snyde-stimulation”. Der er specielt fokus på smerter og føleforstyrrelser samt de underliggende funktionelle hjernemekanismer kortlagt med avancerede magnetisk resonans skanninger,” forklarer Jens Brøndum Frøkjær, Professor, forskningsansvarlig overlæge, ph.d. fra Aalborg Universitetshospital.

 

Han forventer, at fornyet indsigt i diabetisk neuropati og virkningsmekanismerne ved neuromodulation ultimativt vil kunne understøtte udviklingen af nye mekanisme-orienterede behandlingsformer til forbedring af symptomer og livskvalitet for denne store kroniske patientgruppe.