image

Nyrepatienter – behandling via velfungerende fistel

Antallet af dialysepatienter verden over er stigende. En af dialyseformerne er bloddialyse. For at opnå en effektiv dialysebehandling kræves der en stabil og funktionsdygtig karadgang, fortrinsvis en fistel.

 

”Efter anlæggelse af en fistel er der dog stor risiko for manglende modning (så den aldrig kan tages i brug) samt stor risiko for forsnævring inde i karret og behov for ballonudvidelse. Det betyder dårligere dialyse og patientoverlevelse. Vi vil ved hjælp af et registerstudie afdække dels forekomsten af fistler hos bloddialysepatienter og dels faktorer af betydning for modning og overlevelse af fistlen,” fortæller afdelingslæge Kristine Lindhard, afdelingen for nyresygdomme på Herlev Hospital.

 

Dernæst vil forskerne via et lodtrækningsstudie undersøge, om infrarød behandling - givet lokalt på huden over fistlen - kan forbedre modning og overlevelse af fistlen. Behandlingen gives under dialysebehandlingen og kræver dermed ikke unødig tid fra patienterne.

 

Projektet er et multicenter studie med 9 dialysecentre involveret, 190 patienter skal inkluderes i studiet.

”Hvis det viser positive resultater, kommer det til at hjælpe dialysepatienter og deres fistel verden over,” forklarer Kristine Lindhard.

 

Desuden undersøges de akutte ændringer i forskellige biokemiske faktorer under den infrarøde behandling, så forskerne bliver klogere på selv mekanismen bag den infrarøde behandling.