image

Infrarød behandling af fistel

Antallet af dialysepatienter verden over er stigende. En af dialyseformerne er bloddialyse. For at opnå effektiv dialyse kræver det en stabil og funktionsdygtig karadgang, fortrinsvis en fistel. Der er efter anlæggelse af denne fistel stor risiko for manglende modning (så den aldrig kan tages i brug) samt stor risiko for forsnævring inde karret og behov for ballondilatation. Det betyder dårligere dialyse og patient overlevelse. Aktuelt findes ingen behandlingsmuligheder til at bedre forholdene omkring fistlen.

 

”Vi vil i dette projekt undersøge om infrarød behandling givet på selve fistlen vil bedre modning og overlevelse af denne fistel via et multicenter randomiseret studie med i alt ni dialysecentre involveret. Behandlingen gives under dialysebehandlingen og kræver ikke unødig tid fra patienterne,” forklarer Kristine Lindhard, Afdelingslæge, Herlev Hospital, afdeling for nyresygdomme.

 

Virkningsmekanismen bag den infrarøde behandling er ikke fuldt ud kendt. Forskerne forventer, at den positivt vil påvirke forskellige faktorer (involveret i fisteloverlevelsen) i blodet. Det vil de undersøge.

 

”Vi vil også kigge på forskellige risikofaktorer som arteriel stivhed, niveauer af forskellige biomarkører i blodet og forskellige patientdata, som hænger sammen med risikoen for tab af fistlen. Overordnet håber vi at kunne implementere infrarød behandling som en mulig behandling. Det sker samtidig med, at vi identificerer risikofaktorer og andre mulige behandlingstiltag. Målet er bedre fistelmodning- og overlevelse og dermed patientoverlevelse,” siger Kristine Lindhard.