image

Forskning i leukæmi

Vissing Fonden støtter et stort klinisk forskningsprojekt med det formål at optimere behandlingen for voksne og børn med leukæmi, der behandles med lægemidlet imatinib.

 

Anna Sofie Kappel Buhl, læge, ph.d.-studerende, Børneonkologisk Laboratorium, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet, forklarer, at imatinib er et vigtigt og virkningsfuldt lægemiddel for de fleste patienter, men alt for mange patienter udvikler bivirkninger eller modstandsdygtighed i cellerne. En stor del af disse behandlingssvigt skyldes formentlig forkert medicindosis.

 

”Vi vil lave et lodtrækningsforsøg for at undersøge om en individualiseret dosis af imatinib på baggrund af blodkoncentrationer gavner patienterne. Vi vil tage blodprøver på patienterne på tidspunkter, de alligevel skal have taget blodprøver. Den økonomiske støtte fra Vissing Fonden vil medføre, at alle de patienter, der indgår i projektet, får analyseret de centrale lægemiddelomsætningsproteiner, der er helt afgørende for omsætningen af imatinib. Dette er det springende punkt for projektet, især fordi patientgruppen spænder helt fra små børn, hvor omsætningen af medicin påvirkes af kroppens vækstrelaterede forandringer, til ældre patienter, hvor andre sygdomme og forbrug af anden medicin kan have indflydelse på omsætningen af imatinib,” fortæller Anna Sofie Kappel Buhl.

 

Projektet er tæt på patienterne, da forskerne undervejs i studiet vil identificere patienter, der viser sig at være under- eller overbehandlede og efterfølgende give den behandlingsansvarlige læge mulighed for at justere hver enkelt patients dosis.

 

”På denne måde vil vi undersøge, om patienterne har et bedre behandlingsrespons og færre bivirkninger ved

at få individualiseret deres imatinib-dosering. Vi håber at kunne styrke fremtidens behandling ved at præcisere behandlingen til hver enkelt patient,” siger Anna Sofie Kappel Buhl.