image

Ferielejre for udsatte børn og unge

 

Blå Kors Danmark holder ferielejre for socialt udsatte børn og unge. Det sker for at give dem et pusterum fra en svær hverdag gennem en uforglemmelig oplevelse. Ferielejrene giver deltagerne håb og livsmod for fremtiden.

 

”Støtten fra Vissing Fonden er vigtig for vores mulighed for at arrangere ferielejre. Derudover ønsker vi også at give børnene og de unge en viden om, hvordan de kan opsøge hjælp, når de vender tilbage til hverdagen igen. Det kan være gennem andre initiativer såsom TUBA, Barnets Blå Hus og Børnetelefonen,” fortæller ferielejrchef Karen Klemmed fra Blå Kors Danmark.

 

Hun fortsætter: ”Det er frivillige, der står for lejrene, og på alle lejre er der nogle lidt dyrere aktiviteter, fx forlystelsesparker, legeland, biografture og lignende, så deltagerne har noget at fortælle deres klassekammerater om, når de kommer tilbage fra ferien. Støtten fra Vissing Fonden betyder, at vi fortsat kan give deltagerne dejlige oplevelser, men også, at vi kan udruste vores frivillige med den fornødne og vigtige faglighed.”

 

Blå Kors Danmark oplever en stigende efterspørgsel på at deltage på ferielejre. I 2022 er der planlagt 14 lejre.