DK / EN

LÆGEVIDENSKABELIG FORSKNING

Fedmeoperation og lavt blodsukker

I Danmark er gastric bypass den mest almindelige fedmeoperation, og det er ofte kvinder i den fødedygtige alder, som får den foretaget. Vægttab før graviditet, ved hjælp af gastric bypass, mindsker komplikationer i graviditeten på grund af fedme. Men der er en bagside af medaljen. Blandet andet lavt blodsukker, som hos gravide udgør en risiko for både fosteret og moderen.

Blodsukker, som pludseligt falder, kan føre til besvimelse og i værste fald ulykker. Normalvis vil den enkelte få et forvarsel ved fx at blive svedig, rødmen eller rysten på hænderne. Hvis blodsukkeret ofte falder, vil kroppen vænne sig til det, så advarslerne ikke kommer. Det er en meget farlig situation, da første symptom på lavt blodsukker kan være bevidstløshed.

”Med støtten fra Vissing Fonden får vi muligheden for at undersøge forekomsten af lavt blodsukker blandt gravide med gastric bypass. Vi vil også undersøge, om fosterets vækst bliver påvirket af situationen,” fortæller Louise Laage Stentebjerg, læge og PhD-studerende på Steno Diabetes Center Odense, Odense Universitets Hospital.

Forskerne vil benytte sig af måltidstest, kontinuerlig blodsukkermåling med en sensor i huden samt ultralydsscanninger af fosteret i løbet af graviditeten. Desuden vil de undersøge barnets kropssammensætning umiddelbart efter fødslen.

”Det er essentielt, at denne patientgruppe undersøges yderligere, så vi kan få afklaret, hvilke kvinder der er i risiko for at opleve en situation, hvor blodsukkeret falder gentagne gange. Med den viden vil det være muligt at forebygge farlige situationer, og det vil medføre en bedre livskvalitet,” fortæller Louise Laage Stentebjerg.