DK / EN

ENERGIFORSKNING

Fangst af CO2 og flybrændstof

For at nå målene i Parisaftalen er det nødvendigt at udvikle CO2-fangst- og anvendelsesteknologier, fordi CO2-niveauet i atmosfæren er stadigt stigende. Samtidig stiger behovet for flydende brændstoffer i den tunge transportsektor som fly- og marineindustrien.

”I vores speciale har vi fokuseret på fangst af CO2 direkte fra luften og anvendelse af denne til produktion af flybrændstof. Specifikt peger vi på, at en calcineringsproces ved høj temperatur kan bruges i forbindelse med fangstprocessen,” fortæller de to kandidatstuderende, Maria Paulsen og Sebastian Petersen fra AAU Energi. Deres speciale har vundet andenpladsen i Vissing Fondens Energipris i 2022.

Efterfølgende benyttes den kommercielle Fischer-Tropsch syntese til produktionen af flybrændstoffet. For at estimere energiforbruget og evaluere det tekniske potentiale for det samlede system er der gjort brug af eksperimentelt arbejde til at støtte den teoretiske modellering af den termokemiske proces.

”Konklusionen er, at der opnås en stærk synergetisk effekt ved at integrere denne CO2-fangstteknologi med den syntetiske brændstofproduktion. Derudover viser resultaterne, at det primære energiforbrug i systemet er forbundet med brændstofproduktionen. Derfor kan denne teknologi for fangst af CO2 direkte fra luften vise sig at være konkurrencedygtig i en kommerciel kontekst for produktion af CO2 neutralt flybrændstof,” fortæller Maria Paulsen og Sebastian Petersen.