image

Børn af mødre med cancer

Cancer i graviditeten er sjælden, men forekomsten er stigende. Det skyldes bl.a., at mange udskyder at få børn til senere i livet. Tidligere anbefalede læger at afbryde graviditeten helt op til 22. graviditetsuge, hvis en gravid kvinde blev diagnosticeret med cancer. Kræftbehandlingen blev udsat til efter fødslen, da man frygtede at behandlingen kunne skade det ufødte barn. Det kunne føre til måneders forsinkelse af kemobehandling samt for tidlig fødsel på baggrund af en lægelig vurdering.

 

Nyere forskning har vist, at kemoterapi kan sættes i gang under graviditeten uden at skade det ufødte foster, hvis den igangsættes efter 1. trimester. Kemoterapi under graviditeten foretrækkes da det har vist sig, at for tidlig fødsel formentlig er mere skadelig for børnene. Den eksisterende forskning er dog fortsat baseret på relativt små undersøgelser og langtidsopfølgning af børnene er ønsket.

 

”Støtte fra Vissing Fonden bidrager til, at vi i projektet ”Cancer i Graviditeten” kan følge kvinder med kræft under graviditeten og efterfølgende deres børn helt op til 18-års alderen. Formålet er at undersøge generel sundhed, neurologisk- og kardiologisk sundhed, kønsudvikling, samt forekomsten af ondartede sygdomme og nedsat hørelse hos børn født af mødre med cancer under graviditeten. Med projektet håber vi at indsamle værdifuld viden om denne sårbare patientgruppe,” fortæller læge og PhD, Cristel Hjortshøj fra Afdelingen for Børn og Unge på Rigshospitalet.