DK / EN
Yderligere oplysninger
Hans-Henrik Eriksen, bestyrelsesformand i Vissing Fonden, tlf.: 20 60 79 81, mail: eriksenhanshenrik@gmail.com
Oktober 2024
Vissing Fonden, som ejer virksomheden Vikan i Skive, giver i år julehjælp til to lokale organisationer, Bizz Up og Mødrehjælpen, som sørger for julegaver til omkring 200 lokale børn og unge, hvor økonomien er presset derhjemme.
For tredje år i træk får organisationen Bizz Up en økonomisk håndsrækning fra Vissing Fonden, som ejer Vilkan i Skive. Det er penge til julegaver til børn i familier, der sidder hårdt i det. Også Mødrehjælpens lokalafdeling i Skive modtager en donation, som de kan gøre godt med. I alt donerer fonden 100.000 kroner til julegaver lokalt i Skive og omegn i år.
Camilla Sevelsted fra organisationen Bizz Up køber julegaver til 160 børn i Skive-området for pengene. Det er børn, som kommer fra familier, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Mødrehjælpens lokalafdeling i Skive deler lokale gavekort ud til trængte børnefamilier.
Bizz Up går efter at samle så mange penge ind, at der bliver julegaver til 600 lokale børn. Der er altså stakke af gaver, der skal passes ind. Vikan i Skive støtter julegaveprojektet ved at hjælpe med at pakke de mange gaver fint ind.
”Vi er nogle medarbejdere fra Vikan, som bruger et par arbejdsdage på at pakke gaver ind. Det er en kæmpe fornøjelse, fordi vi ved, at der er rigtige glade børn, der modtager dem til jul. Børn, som ikke har det let,” fortæller Rebecca Gundestrup Mortensen, som også sidste år pakkende gaver ind.
Mange familier har brug for håndsrækning
Hos Bizz Up og Mødrehjælpens lokalafdeling i Skive er donationen et kærkomment bidrag til julen.
”Julen skal gerne være en rigtig hyggelig og god tid for alle. Ikke mindst børnene, der glæder sig. Det er den bare ikke, hvis økonomien er så trængt, at familien ikke ved, hvordan det skal blive muligt at købe julegaver. Derfor er støtten til 160 børn fra Vissing Fonden så vigtigt,” siger Camilla Sevelsted, der oplever, at mange lokale familier har brug for en håndsrækning til jul.
Lone Rahn Heskjær, som er Mødrehjælpens lokale formand i Skive, siger: ”Vi er rigtig glade for, at Vissing Fonden har valgt at støtte os, så vi kan støtte dem, der har det sværest. Bevillingen vil betyde, at økonomisk sårbare familier kan få hjælp til og mulighed for at give børn og unge en jul uden alt for mange bekymringer og afsavn.”
Julegaver matcher fondens formål
I Vissing Fonden siger bestyrelsesformand Hans-Henrik Eriksen om støtten til julegaver i Skive: ”Fondens formål er bl.a. at støtte børn og unge med vanskelige livsvilkår, så julegavehjælpen rammer vores formål. Og det er en særlig glæde at støtte familier i Skiveområdet, hvor Vikan har drevet virksomhed i over 125 år. Vissing familien, som engang ejede virksomheden, fik aldrig selv børn, men havde bankende hjerter for børn, som har det svært. Derudover gør den lokale støtte medarbejderne stolte.”
Bizz Up og Mødrehjælpens lokalafdeling i Skive samarbejder med en række lokale instanser for at sikre, at gaverne havner hos de mest trængende.
Foto: Medarbejdere fra Vikan, som pakkede gaver ind til jul 2023. Fra venstre: Rebecca Gundestrup Mortensen, Heidi Damgård Mortensen og Mette Aakjær Ladefoged. Igen i år stiller Vikan med medarbejdere til at pakke julegaver ind.