DK / EN
Børn og unge i udsatte familier er ofte ensomme, når der ikke er råd til, at de kan deltage i fritidsaktiviteter. Fritidsinteresser er vigtige for den personlige udvikling. Her opbygges venskaber, og børnene får et pusterum i en hverdag, hvor de ofte er på mentalt overarbejde. Fritidsaktiviteter giver dem en sund pause fra skole og sandsynligvis også fra skærmtid. At få lov til at deltage i noget, man synes er sjovt og brænder for, det skaber glæde og styrker selvtilliden.
”Hos BROEN Stevns mener vi, at alle børn og unge – uanset baggrund – fortjener at kunne deltage i fritidsaktiviteter og meningsfulde fællesskaber. Derfor hjælper vi økonomisk med både kontingent og udstyr. Hermed bidrager vi til, at disse børn og unge får mulighed for at se ind i en lysere fremtid, hvor de aktivt og engageret deltager i samfundet og kan udvikle sig til omsorgsfulde voksne,” fortæller Anette Hvolbøl fra BROEN Stevns.
”BROEN Stevns arbejder udelukkende på frivillig basis og er derfor afhængig af fondsmidler. Derfor er donationer fra fonde som Vissing Fonden helt afgørende for, at vi kan gøre en forskel,” forklarer Anette Hvolbøl.