DK / EN
Mange børn og unge med særlige behov står uden for fritids- og foreningslivet, selv om de gerne vil være en del af et fællesskab. De mangler trygge rammer og støtte til at tage det første skridt.
Projektet Trygge fællesskaber for børn og unge med særlige behov skaber små, overskuelige fællesskaber, hvor børnene kan føle sig trygge og blive mødt, som dem de er.
”Børnene deltager i små grupper med kreative, sociale og fysiske aktiviteter og får støtte af frivillige voksne, der følger dem og hjælper dem med at opbygge selvtillid og sociale færdigheder. Når børnene er klar, støttes de videre, så kan få en tryg overgang til at blive en del af de eksisterende foreninger,” fortæller Tina Holkmann Gerling, centerleder ved Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm.
For de børn, der har brug for ekstra støtte, udgør de små grupper et varigt fællesskab.
Samtidig uddannes frivillige og trænere i inklusion og tryghedsskabende metoder. Projektet gennemføres af Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm i samarbejde med Pårørendeforeningen Stjernerne, specialskole og lokale aktører og bidrager til øget trivsel, fællesskab og livsmod hos både børn og familier.