LÆGEVIDENSKABELIG FORSKNING

Tidlige tegn på tarmkræft

Tarmkræft (CRC) er et stort sundhedsproblem i Danmark, især blandt ældre. Personer med inflammatorisk tarmsygdom (IBD) — såsom colitis ulcerosa eller Crohns sygdom — har en markant højere risiko for at udvikle en særlig form for kræft kaldet colitis-associeret tarmkræft (CAC), som opstår på baggrund af langvarig betændelse i tarmen. I dag følger de fleste IBD-patienter det samme screeningsprogram for kræft, selv om deres individuelle risiko kan variere betydeligt. Det betyder, at nogle patienter bliver overovervåget, mens andre muligvis ikke er godt nok beskyttet.

”Dette projekt, som er støttet af Vissing Fonden, har til formål at finde biologiske markører i vævsprøver, der kan forudsige, hvilke IBD-patienter der har størst risiko for at udvikle kræft. Ved hjælp af et stort sæt retrospektive FFPE-vævsprøver (formalin-fikserede, paraffin-indstøbte vævsprøver, som kan opbevares i mange år) fra virkelige patienter — herunder både IBD-patienter med og uden kræft samt patienter med almindelig (sporadisk) tarmkræft — vil vi undersøge små RNA-molekyler, der kan afsløre tidlige tegn på kræftudvikling,” fortæller Jaslin Pallikkunnath James, Patologisk afdeling, Herlev Hospital.

RNA er molekyler, der fungerer som cellens budbringere — de viser, hvilke gener der er aktive, og styrer, hvordan proteiner dannes. Ændringer i små RNA-molekyler kan derfor afsløre tidlige tegn på kræft.

”Dette er et af de første studier, der direkte sammenligner betændelsesdrevet og ikke-betændelsesrelateret tarmkræft på molekylært niveau. Ved at forstå, hvorfor nogle patienter udvikler kræft, mens andre ikke gør, håber vi at bane vejen for mere præcise og effektive screeningsstrategier, hvilket kan føre til bedre udnyttelse af sundhedsressourcer og forbedrede behandlingsresultater,” siger Jaslin Pallikkunnath James.