DK / EN
”Tilbage til Livet” er et psykosocialt nonprofit støtteforløb, som tilbydes landets børnekræft-familier under og efter barnets langvarige kræftbehandlingsforløb.
Projektet faciliteres af en psykoterapeut og understøttes af Foreningen Cancerramte Børns ulønnede frivillige, som selv har, eller har haft, et barn med kræft.
”Barnets kræftsygdom påvirker hele familien. Derfor er der brug for, at den samlede familie tilbydes både individuel og kollektiv støtte, netværk og værktøjer til at mestre deres videre forløb i livet. Støtte fra Vissing Fonden er vigtig, så vi bedre kan støtte familierne,” siger Lene Walther, frivillig i Foreningen Cancerramte Børn.
Forløbene tilbydes i byerne Aalborg, Aarhus og København, og deltagelse er gratis for børnekræftfamilierne, netop med særligt henblik på at sikre bred inklusion og imødegå eventuel social ulighed.