DK / EN
Pårørende Netværket – Misbrugsportalen er en landsdækkende socialfrivillig organisation, der siden 2013 har ydet støtte til personer og familier berørt af misbrug – både alkohol-, stof- og medicinmisbrug.
Julen kan være en svær tid for børn i familier, hvor der både er økonomiske problemer og misbrug tæt inde på livet. Pårørende Netværket – Misbrugsportalen hjælper derfor de mest udsatte familier med at skabe en tryg og glædelig jul.
”I 2025 er målet at nå ud til 280 børnefamilier over hele landet. Hver familie modtager et gavekort på 1.000 kr. til mad og gaver, så børnene kan få en juleaften, der ligner den, deres jævnaldrende oplever,” fortæller Silvia N. Meyer, bestyrelsesformand, Pårørende Netværket – Misbrugsportalen.
Samtidig får forældrene et særligt julekort, der nænsomt peger på muligheden for gratis samtaleforløb i det nye år. Erfaringerne viser, at julehjælpen ikke bare giver glæde her og nu, men også kan blive en bro til mere varig støtte og en ny begyndelse.
Projektet gennemføres af foreningens ledelse i samspil med frivillige, der står for pakning, uddeling og kontakt til familierne.
”Bevillingen fra Vissing Fonden gør det muligt at nå ud til langt flere familier, end vi ellers har midler til. Konkret betyder det, at endnu flere børn kan få en tryg og glædelig juleaften med mad på bordet og gaver under træet – og at deres forældre samtidig får kendskab til vores gratis samtaleforløb i det nye år. Dermed rækker hjælpen ud over julen og kan blive første skridt mod en mere stabil hverdag,” siger Silvia N. Meyer.