BØRN OG UNGE MED VANSKELIGE VILKÅR

Positive sommeroplevelser

”Vores mål er at give ca. 2.000 børn og unge trygge og positive sommeroplevelser gennem lejre og udflugter i 2026, og det er kun muligt, når fonde som Vissing Fonden støtter vores arbejde,” forklarer Ruben Holmgreen Falk, Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT).

Det overordnede formål er at forebygge og reducere ensomhed og social eksklusion blandt socialt udsatte børn og unge i alderen 0–18 år – samt deres forældre – med flygtningebaggrund. KIT har fokus er på denne målgruppe, da forskning viser, at familier med flygtningebaggrund oplever ensomhed i væsentligt højere grad end personer med etnisk dansk baggrund.

Derfor arrangerer KIT sommerlejre og udflugter via KIT’s cirka 48 mødesteder rundt omkring i landet. Aktiviteterne giver hele familien mulighed for at indgå i meningsfulde fællesskaber, opleve det danske sommerliv og skabe øjeblikke med glæde og minder i sommerferien.

”Vi forventer, at disse fælles oplevelser vil styrke børnenes følelse af tilhørsforhold til deres klassekammerater og bidrage til, at de føler sig mindre ensomme og mere inkluderet. Samtidig håber vi, at projektet vil give børnene et godt afsæt til det kommende skoleår og øge deres motivation for skolegang,” siger Ruben Holmgreen Falk.

Projektet understøttes af 500 frivillige, som står for planlægning og gennemførelse af sommeraktiviteterne.