BØRN OG UNGE MED VANSKELIGE VILKÅR

Nyt fællesskab for anbragte børn og unge

IPower My Life skal hjælpe anbragte børn og unge i alderen 7-23 år med at få stærkere relationer, større trivsel og en oplevelse af at høre til. Mange i målgruppen føler sig ensomme og har svært ved at finde vej ind i skole-, fritids- og lokalsamfundets fællesskaber.

Projektet gennemføres på 12 børne- og ungehjem og kombinerer lokale aktiviteter med et trygt digitalt fællesskab. De unge deltager blandt andet i workshops, fælles oplevelser og interessefællesskaber og får støtte fra coaches og mentorer. På IPower-platformen kan de møde andre anbragte børn og unge, dele erfaringer og støtte hinanden på tværs af geografiske afstande.

De unge er selv med til at vælge og skabe aktiviteterne. Målet er, at de går fra at stå på sidelinjen til at opleve, at de har noget værdifuldt at bidrage med. Samtidig får pædagoger og mentorer konkrete redskaber til at støtte fællesskab og trivsel.

Erfaringerne samles i en model, som efterfølgende kan bruges på flere børne- og ungehjem.