LÆGEVIDENSKABELIG FORSKNING

Ny viden om HPV og livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft skyldes næsten altid en langvarig infektion med human papillomavirus (HPV). I dag anvendes HPV-test i screeningsprogrammer til at identificere kvinder med øget risiko for sygdom. Moderne analyser er meget følsomme og finder ofte flere forskellige HPV-typer i den samme celleprøve. Det er imidlertid uklart, om disse ekstra HPV-typer har betydning for udviklingen af kræft, eller om de stammer fra forstadier til kræft eller andre celleforandringer i livmoderhalsen.
 
”I dette projekt undersøger vi prøver fra kvinder med livmoderhalskræft ved hjælp af avancerede molekylære metoder. Vi vil kortlægge, hvor de forskellige HPV-typer findes i vævet, og undersøge, hvilke af dem der er biologisk aktive. Formålet er at afklare, om kræftknuden drives af én enkelt HPV-type, mens de øvrige HPV-typer stammer fra forstadier til kræft eller andre celleforandringer i livmoderhalsen,” siger Sara Bønløkke Lindved, læge, Ph.d., post doc, Patologi, Aarhus Universitetshospital Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
 
Resultaterne vil give ny viden om, hvordan HPV bidrager til udviklingen af livmoderhalskræft, og hvordan fund af flere HPV-typer i celleprøver skal fortolkes.
 
Sara Bønløkke Lindved vurderer, at denne viden på sigt kan bidrage til mere præcis screening og risikovurdering af HPV-positive kvinder og dermed reducere unødvendige undersøgelser og behandlinger.