ENERGIFORSKNING

Ny grøn køleteknologi

CARA Cooling tester en ny, innovativ køleteknologi på DTU Risø. Projektet demonstrerer, hvordan overskudsvarme, f.eks. fra fjernvarme, kan bruges til at producere køling uden brug af elektricitet. I stedet for traditionelle kølemidler anvender systemet vand, som fordamper ved lavt tryk og driver en turbine, der skaber køleeffekt.

”Denne løsning kan reducere CO₂-udledning med op til 80 % og sænke driftsomkostningerne markant sammenlignet med traditionelle kølesystemer. Teknologien er sikker, kræver minimal vedligeholdelse og kan implementeres i både industri, datacentre og bygninger,” fortæller Henrik Schiøtt Sørensen, Chief Scientific Officer og medstifter af CARA Cooling.

Ved at udnytte overskudsvarme, der ellers går til spilde, kan CARA Coolings løsning aflaste elnettet og skabe en mere bæredygtig energifremtid.

”Med støtte fra Vissing Fonden vil vi i et projekt på DTU Risø teste en køleenhed og udvikle en ny turbokompressor, der gør systemet endnu mere effektivt. Målet er at bevise teknologiens potentiale og bane vejen for fremtidige, grønne køleløsninger,” siger Jan Laisen, CEO og medstifter af CARA Cooling.