BØRN OG UNGE MED VANSKELIGE VILKÅR

Karrusel til børn i kørestol

Nordstjernen er et specialiseret bo- og aflastningstilbud i Struer til børn og unge i alderen 0-18 år, der har særlige behov og/eller betydelig og varig nedsat funktionsevne.

Støtteforeningen Nordstjernen er en frivillig forening med 95 medlemmer, som bidrager til, at den integrerede institution Nordstjernen i Struer får økonomisk mulighed for at udvikle børnenes og de unges fysiske, psykiske og sociale kompetencer. Børnene er alle handicappede og 27% af børnene er kørestolsbrugere, og de har ikke mulighed for at anvende offentlige legepladser.

”Støtten fra Vissing Fonden betyder, at vi nu kan etablere en karrusel, som også kørestolsbrugere kan bruge. Det giver børnene mulighed for leg, og stimulerer dem mentalt, fysisk og socialt,” siger næstformand i støtteforeningen, Anita Brusen.

Der laves en stødsikker belægning, som er en sikkerhed for, at børnene – som ofte har usikker gang – og bruger ganghjælpemidler eller sidder i kørestole, kan bruge området på betryggende vis.