BØRN OG UNGE MED VANSKELIGE VILKÅR

Julehjælp i Skive og omegn

Mødrehjælpen i Skives lokalforening modtager en donation fra Vissing Fonden til julehjælp til børn og unge i sårbare familier i Skive Kommune.

”Vi er rigtig glade for, at Vissing Fonden igen har valgt at støtte Mødrehjælpen i Skives lokalforening, så vi kan støtte dem, der har det sværest. Bevillingen vil betyde, at økonomisk sårbare familier kan få hjælp til og mulighed for at give børn og unge en jul uden alt for mange bekymringer og afsavn,” fortæller lokalforeningens formand, Lone Rahn Heskjær.

Vissing Fonden har tidligere støttet projektet ’den rullende kagemand’, som sikrer, at udsatte børn i Skiveområdet kan holde en hyggelig børnefødselsdag med kage og gaver.

Mødrehjælpen i Skives lokalforening vil sørge for, at julehjælpen fra Vissing Fonden bliver givet til økonomisk trængte familier via Skive Gavekort, så familierne kan købe det, de har allermest brug for til deres børn eller teenagere op til jul.