I 125 år har Frelsens Hær været de fattige børns og familiers hær, bl.a. ved at yde julehjælp til dem, der har allermindst. Julen er en ekstra svær tid for udsatte familier – og ikke mindst deres børn.
”Vi er glade for, at Vissing Fonden igen har valgt at støtte vores arbejde med udsatte børn og unge i forbindelse med julen. Konkret kan støtten række til julehjælp til 80 trængte familier,” fortæller Lars Roskam, som er fundraiser i Frelsens Hær.
Med julehjælpen giver Frelsens Hær familierne mulighed for at holde en jul, der minder om andres.
”Konsekvensen af familiernes svære økonomiske situation er ofte, at mange isolerer sig. Selv om børnene ikke har ansvaret for forældrenes svære situation, er det ofte børnene, som bliver mest påvirkede af, at der ikke er råd til julegaver,” fortæller Lars Roskam.
For mange fattige familier er julen forbundet med spekulationer og bekymringer, fordi forældrene ikke har råd til at give børnene en jul, der minder om deres kammeraters. Grundindstillingen hos Frelsens Hær er, at alle børn fortjener en god jul.