Raise for Kids er en velgørende forening med rødder i Aalborg og et formål om at give udsatte og sårbare familier en håndsrækning. Det kan være arrangementer og aktiviteter for familiens børn, økonomisk rådgivning og et stærkt netværk til familiens voksne, så de kan få overblik og overskud tilbage.
Raise For Kids afholder et stort julearrangement for omkring 130 børn og voksne samt uddeler julekasser til ca. 30 familier, så julestemningen også kan mærkes i hjemmet.
”Med støtte fra Vissing Fonden kan vi sikre, at endnu flere børn får en varm og tryg juleaften – og at familierne oplever et fællesskab, de ofte savner. Samtidig er juleaften for mange familier starten på et længerevarende forløb med Raise For Kids, hvor de får adgang til netværk, rådgivning og konkrete redskaber til et mere stabilt hverdagsliv,” fortæller Merete K. Haurum, frivillig i Raise for Kids.