BØRN OG UNGE MED VANSKELIGE VILKÅR

Hjælp til sundere liv

Der er ca. 26.000 svært overvægtige børn i Danmark. Langt de fleste kommer fra socialt udsatte familier. Svær overvægt har alvorlige negative konsekvenser, både fysisk, psykisk og socialt for børnenes mentale trivsel. Den samlede offentlige behandlings-kapacitet i Danmark rækker langt fra til at hjælpe alle.

FitforKids er en frivillig organisation, som arbejder med udsatte børn mellem 7-15 år og deres familier. Filosofien er, at en sund livsstil er en hjørnesten for et godt liv. Men mange af de børn, som FitforKids henvender sig til, føler sig ikke altid hjemme i den lokale idrætsklub. For dem er FitforKids en unik mulighed for socialt samvær, en aktiv fritid og et sundere liv med større trivsel.

FitforKids driver pt. 40 FitforKids-hold i 29 kommuner med +150 frivillige og en årlig kapacitet på 1000 familier.

”Vissing Fonden støtter os i at etablere fem nye FitforKids-hold i Nord- og Midtjylland. Det er vi rigtig glade for, da vi tilbyder en unik mulighed til udsatte børn og deres familier om bedre trivsel, større fysisk sundhed, bedre kostvaner, bedre relationer i familier og bedre kondi,” siger Ditte Gybel, som er sekretariatschef i FitforKids.

Aktiviteterne på de fem nye hold består af fem dele: 
- træningstilbud til hele familien med fysisk træning to gange om ugen
- kostvejledning 
- coaching på FitforKids’ digitale platform, FamPower
- motivationsprogram med bl.a. diplomer, pokaler og t-shirts 
- sociale events, fx madlavnings-aftener og deltagelse i lokale løb.

”Vissing Fonden sikrer, at op mod 175 børn i alderen 7-15 år fra nogle af kommunernes mest udsatte familier ikke skal gå alene med deres svære overvægt i 2026, men i stedet kan komme til FitforKids og blive en del af et støttende fællesskab, få nye venskaber, træne og få hjælp til at tabe sig og få en sundere livsstil,” siger Ditte Gybel.