DK / EN
”Med støtte fra Vissing Fonden kan vi gennemføre to digitale gruppechatforløb for børn og unge, som er ensomme. De digitale gruppechatforløb skal foregå på Cyberhus.dk, som er et digitalt klubhus, hvor unge kan indgå i trygge digitale fællesskaber med hinanden og få kvalificeret støtte af frivillige professionelle voksne,” forklarer Karoline Sønder, som er fagkonsulent ved Cyberhus.
Projektet har til formål at bryde tabuer og stigmatisering om ensomhed, så flere børn og unge tør tale højt om det. Projektet skal også udbrede viden om, hvor vigtigt det er at inddrage andre, fx i klassen eller til fritidsaktiviteter.
”Vi vil desuden skabe en let og tryg rute ind til lokale og landsdækkende tilbud for ensomme unge. Projektet skal give unge forståelsen af, at andre har det ligesom dem selv,” forklarer Karoline Sønder.
I gruppechatforløbene kan unge dele deres tanker, følelser og erfaringer i et anonymt og sikkert rum via et digitalt gruppechatmedie. Anonymitet giver desuden en høj grad af kontrol for den enkelte unge. De kan selv bestemme, hvad og hvor meget de deler.
Anonymiteten i gruppechatten kan også hjælpe sårbare unge med at åbne op og tale om ensomhed, der ellers kan være forbundet med meget skam og tilbageholdenhed.