ENERGIFORSKNING

Grøn varme til industrien

Mange små og mellemstore industrivirksomheder har svært ved at omstille sig til grøn energi. De er fortsat afhængige af fossile brændstoffer til at producere den varme, deres produktion kræver, fordi der mangler elektriske løsninger, som passer til deres størrelse og behov.

“I dag kæmper små og mellemstore industrivirksomheder med at blive grønne. De fleste er afhængige af fossile brændstoffer til at producere den varme, der er nødvendig i deres produktion, og der findes ganske enkelt ikke gode elektriske alternativer, som passer til deres størrelse og behov,” siger Sofus Haaning, CEO og medstifter af Enectrify ApS.

Enectrify, en startup fra DTU SkyLab i København, udvikler modulære varmepumpesystemer, der kan levere de høje temperaturer, industrien har brug for – også i den mindre effektklasse, hvor der i dag mangler løsninger. De modulære enheder kan kobles sammen og skaleres, så de kan dække både små og større industrielle varmebehov.

“Med støtte fra Vissing Fonden bygger vi en fungerende prototype af vores system, som skal dokumentere teknologien og danne grundlag for et produkt, der kan testes i et industrielt miljø,” siger Sofus Haaning.

Lykkes projektet, kan løsningen gøre det muligt for langt flere små og mellemstore virksomheder at erstatte fossile brændstoffer med elektrificerede varmeløsninger og dermed bidrage til den grønne omstilling.