ENERGIFORSKNING

Grøn strøm til enhver tid

ShipTown udvikler H-Battery, en teknologi der skal sikre stabil grøn strøm, til enhver tid. Når strømmen er grøn og billig, producerer H-Battery brint som lagres og senere kan omdannes til strøm igen. Teknologien bygger på en særlig type metalplader, kaldet elektroder. Elektroderne er afgørende for, hvor effektivt og økonomisk systemet fungerer. En enkelt H-Battery-enhed indeholder tusindvis af elektroder, og selv små forbedringer i fremstillingen kan derfor få stor betydning for pris, ydeevne og muligheden for at producere teknologien i Danmark.

”Projektet som Vissing Fonden støtter, skal udvikle og teste optimal metode til at fremstille elektroderne. Projektet er tilrettelagt som en accelereret udviklingsproces, hvor forskellige produktionsmetoder, processer og materialevalg systematisk afprøves og sammenlignes. Elektroderne analyseres og testes i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Her undersøges blandt andet effektivitet, holdbarhed og materialeegenskaber,” fortæller Marie Vedel Lauridsen, som er medstifter og CEO ved ShipTown.

Resultaterne skal danne grundlag for valg af den mest stabile og omkostningseffektive metode før produktionen skaleres til fuld størrelse.

Målet er at ShipTown kan etablere en pålidelig og konkurrencedygtig produktion af elektroder. Det vil gøre grøn brint billigere, styrke danske kompetencer inden for energiteknologi og bidrage direkte til at accelerere den grønne omstilling.