CARA Cooling udvikler en ny type køleteknologi, der bruger overskudsvarme i stedet for elektricitet. Det gør det muligt at genbruge varme fra industrielle processer til at skabe køling – helt uden brug af skadelige kølemidler. Projektets hovedmål er at skalere en specialudviklet turbokompressor til industriel størrelse. Kompressoren arbejder under ekstremt lavt tryk og skal kunne fungere stabilt og effektivt i et vakuum, hvilket stiller høje krav til tæthed og præcision. Den første prototype har allerede overgået de tekniske mål, og projektet har vist, at teknologien har potentiale til at reducere energiforbrug og CO₂-udledning betydeligt.
”Med støtte fra Vissing Fonden kan CARA Cooling tage næste skridt og udvikle en løsning, der kan anvendes i større industrielle anlæg og bidrage til en mere bæredygtig fremtid,” siger Henrik Schiøtt Sørensen, Chief Scientific Officer og medstifter af CARA Cooling.