ENERGIFORSKNING

Fra drivhusgas til sten

Projekt Sunstones skal øge kendskabet til CO₂-mineralisering i Danmark. CO₂-mineralisering er en måde at fjerne CO₂ fra luften på ved at omdanne drivhusgas til faste kalklignende sten. Når CO₂ først er blevet bundet i disse mineraler, kan den ikke slippe ud igen og påvirke klimaet. Metoden bygger på naturlige processer, som i millioner af år har været med til at holde jordens klima i balance, længe før menneskets udledninger blev et problem.

Internationalt vurderes CO₂-mineralisering at kunne blive et vigtigt redskab i kampen mod klimaforandringer, fordi teknologien både fjerner CO₂ fra klimasystemet og lagrer den permanent i fast form.

Målet med Sunstones er at udvikle og afprøve teknologien i samarbejde med lokale aktører, som allerede arbejder med CO₂-fangst – for eksempel ved biogasanlæg og kraft-varme-værker. Ved at etablere flere mindre anlæg kan CO₂-mineralisering styrke lokale grønne arbejdspladser og samtidig bidrage til, at Danmark når sine klimamål.

En vigtig del af projektet er at informere og inddrage borgerne.
”Gennem støtte fra Vissing Fonden vil Sunstones producere letforståeligt informationsmateriale, herunder film til hjemmesider og sociale medier. Derudover planlægges åbne borgermøder i Skive Kommune, hvor Sunstones ApS, Rybjerg Biogas, Aarhus Universitet, Klimafonden Skive og GEUS sammen vil informere om og involvere borgerne i arbejdet med Danmarks første pilotanlæg for CO₂-mineralisering,” fortæller David Lundbek Egholm, professor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet.