DK / EN
FlowMinerals udvikler en ny dansk teknologi, der kan fjerne CO₂ direkte fra havvand og samtidig producere fossilfri kalk til brug i byggeindustrien. Teknologien udnytter, at havvand naturligt indeholder både opløst CO₂ og mineraler som calcium og magnesium. Der er råstoffer, der i dag indgår i meget store mængder i cement og beton.
Ved hjælp af en patenteret elektrokemisk proces ledes havvand gennem et system, hvor vandets pH ændres skånsomt. Det sker på en måde, der minder om naturlige havprocesser. CO₂ bindes herefter i stabile mineraler, som opsamles og forarbejdes til calciumcarbonat (kalk). Det behandlede havvand returneres efterfølgende uden at forstyrre det marine havmiljø.
Bygge- og cementindustrien er globalt blandt de største kilder til CO₂-udledning og samtidig afhængig af enorme mængder kalk. Efterspørgslen efter fossilfri byggematerialer er derfor stigende, og der er behov for løsninger, som kan integreres direkte i eksisterende værdikæder og skaleres til industriel volumen.
“Med støtten fra Vissing Fonden kan vi tage et afgørende skridt mod at gøre CO₂-fjernelse til en integreret del af et stort, eksisterende industrimarked. Vores mål er at kombinere fossilfri materialefremstilling og grøn energianvendelse i en løsning, der kan skaleres dér, hvor behovet er størst,” siger Rasmus Borgstrøm, CEO og medstifter af FlowMinerals.