Genetisk modificerede T celler – såkaldt CD19 CAR-T celler – anvendes i behandlingen af en række kræftsygdomme i blod og lymfesystem. T cellerne modificeres genetisk til at genkende CD19 molekylet på kræftcellen, så kræftceller med CD19 molekylet på celleoverfladen slås ihjel. Behandlingen har god effekt, men der ses ofte sygdomstilbagefald efter den første positive respons af behandlingen. En ny forsøgsmæssige behandlingsmetode, der bruger såkaldt γδ T celler, kan potentielt forhindre sygdomstilbagefald.
”I projektet støttet af Vissing Fonden vil vi forberede en klinisk afprøvning af γδ T celler i celleterapi. Baseret på vores årelange ekspertise og erfaring med celleekspansion til klinisk brug, vil vi etablere robuste protokoller til at gro γδ T celler til klinisk anvendelse. Desuden vil vi beskrive kriterier for cellernes funktion og egenskaber, herunder også om motion kan bruges til at høste celler, der i højere grad virker efter hensigten,” siger Eivind Per Thor Straten, Vice-centerleder, Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital.