DK / EN
circrete vil bygge morgendagens byer med gårsdagens beton. I dag bliver store mængder beton fra nedrevne bygninger knust eller kørt på losseplads, selv om mange betonelementer fortsat har tilstrækkelig styrke og kvalitet til at kunne genbruges direkte. Årsagen er, at der mangler en enkel og pålidelig metode til at dokumentere kvaliteten og styrken af eksisterende betonelementer, før bygninger rives ned.
circrete udvikler et kvalitetssikringssystem, der gør det muligt at teste og dokumentere betonelementer direkte på stedet inden nedrivning. Ved hjælp af digitale værktøjer registrerer circrete vigtige oplysninger fra bygningsarkivet, fx styrke, størrelse og tilstand, verificerer egenskaberne på stedet og opretter digitale pas, der dokumenterer, hvordan betonen kan genbruges forsvarligt i nye byggerier. Materialepassene skaber tillid til materialets kvalitet og gør det muligt for bygherrer, arkitekter og udviklere at genanvende betonen i nye bygninger.
Ved at muliggøre direkte genbrug af betonelementer bidrager circrete til at reducere CO₂-udledningen, begrænse mængden af byggeaffald og mindske forbruget af nye råmaterialer. Projektet understøtter dermed overgangen til et mere bæredygtigt og cirkulært byggeri, hvor eksisterende materialer er værdifulde ressourcer frem for affald.